Der var en gang en lille venlig nisse ved navn Ole Lukøje. Han blev kendt i det ganske land, som den der kunne få selv det mest aktive dampbarn til at sove. Fra ’nær og fjern’ valfartede psykiatere og psykologer til det hjem, hvor man ofte så ham bøjet over sengen med en udslået stok paraply, hvor det urolige barn sov.
At tænke sig, og det er ganske vidst – der findes faktisk et uskadeligt søvndyssende middel til urolige børn. En kur uden kemiske stoffer, som vi hidtil ikke har kendt til. Men Andreas det lille hyperaktive barn, der driver sine forældre til vanvid hver aften omkring sengetid, er et særligt studie værd. Forældrene havde efterhånden kun Vorherre at henvende sig til i deres aftenbønner efter den daglige fire timers oplæsning af historier for Andreas. Det var en udmarvende maraton og på sine dage skulle der endda mere end fire timers oplæsning til, for at få den lille purk til at falde i søvn. Når han endelig ikke kunne lytte mere, faldt han sædvanligvis udmattet af de mange indtryk i søvn.
Ole Lukøje bruger en god stor stok paraply som denne
Forældrene havde hørt om det på skolens forældreaftener. For de er ikke de eneste med urolige børn. Det er som om, at det er noget, der er op i tiden med de børn. Nogle siger endda forbandede unger… Kunne de da bare ikke sove!! Allerede den store eventyrdigter H.C. Andersen kendte til den lille nisse Ole Lukøje. Det var ham den lille ’Ole med Stok paraplyen. Andersen beskrev ham som den, der kender alle småfolk rundt i Byen, der ikke vil sove. Han kommer gerne på besøg, og han genner skælmsk hver en lille pige og hver en lille dreng i seng. Hele to stok paraplyer har han – en til artige børn og en til uartige børn. Ikke fordi Andreas er en uartig dreng, det var han bare den gang H.C. Andersen levede. Den gang vidste man ikke noget om alle disse mystiske psykiske sygdomme ADHD, Aspergers syndrom og autisme og hvad de nu hedder. Den gang snakkede man mand og kvinde imellem om urolige eller uartige børn. Og Andersen vidste slet ikke noget om det, så han sendte gerne Ole Lukøje ud i byen efter solnedgang. For Ole har nemlig et enkelt, men meget virksomt middel mod børn der ikke vil sove. Han breder først sin stok paraply ud over den lille seng, alt imens han fortæller dejlige eventyr, der sender barnet ind i drømmeland. Han fortæller på sin særlige måde om klare stjerner, skarer af engle, yndige små feer – alt det børn gerne vil både se og høre om. Således også Andreas, der aldrig gemmer sit første møde med Ole Lukøje. Morgenen efter han havde mødt Ole første gang, vågnede han udhvilet med små røde kinder. Og han havde drømt sødt om Ole Lukøjes stok paraply, der er spredt ud over ham, mens den drysser søvndyssende pulver ned over ham.